Singleboom ændrer boligmarkedet

Andelen af danskere, som bor hver for sig, stiger så meget, at der bliver mangel på singleboliger. Også i Aalborg.

Det skriver Politiken mandag på baggrund af fremskrivninger, som Dream-gruppen har lavet for Boligøkonomisk Videncenter.

- Vi taler meget om, at boliger i Udkantsdanmark står tomme, men fortsætter man med at bygge nye parcelhuse i de større provinsbyer, vil man også komme til at se tomme parcelhuse der. Efterspørgslen vil stige langt mere på lejligheder i midten af storbyerne, siger Curt Liliegreen, chef for Boligøkonomisk Videncenter under Realdania, til Politiken.

Det kan skabe et voldsomt pres på markedet for lejligheder, der egner sig til singlebolig, advarer flere forskere. Fremskrivningerne viser nemlig, at der i fremtiden bliver mest rift om lejligheder på 60 til 100 kvadratmeter i centrum af København, Aarhus, Odense og Aalborg. Udviklingen skyldes, at danskerne i stigende grad bor hver for sig. I 2010 var 53 procent af alle danske husstande beboet af en enlig mand eller enlig kvinde med eller uden børn. Det vil vokse til 57 procent i 2040, viser Dreams tal.

Årsagen er blandt andet, at andelen af ældre i samfundet stiger. Det giver flere enker og enkemænd. Men årsagen er også, at kærestepar flytter senere sammen, går oftere fra hinanden eller simpelthen vælger at leve i hver sin bolig.


Seneste nyt

fra Nordjylland