Skæv geografisk fordeling af mandater
En kreds sidder nu på 4 folketingsmandater, mens andre kredse må nøjes med én enkelt.
De 9 opstillingskredse i Nordjylland fik ikke alle lige stor succes. Egentlig skulle hver kreds have 2 eller tre mandater, mens sådan gik det langt fra.
Himmerlandskredsen blev den helt store vinder. Med 4 valgte folketingsmedlemmer opstillet i kredsen, så har kredsen nu for første gang, så mange repræsentanter på Christiansborg.
En række kredse fik valgt tre kandidater. Det gælder kredsene i Hjørring, Aalborg Nord og Brønderslev.
I Aalborg Vest må de nøjes med to folketingsmedlemmer, mens Aalborg Øst på papiret har en enkelt, nemlig Ib Poulsen. Men da han bor i Thy og fik langt de fleste stemmer der, så supplerer han nok nærmest de to der er valgt i Thistedkredsen bedst.
Frederikshavnskredsen må nøjes med en valgt på tinge, nemlig Bjarne Laustsen. Det samme må Mariagerfjordkredsen i skikkelse af Birgitte Josefsen. Hun kan dog hente lidt geografisk hjælp, idet både Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti og Inger Støjberg fra Venstre er bosat i kredsen, men valgt andre steder.
Det samme gælder Per Clausen. Han bor i Aalborg men er valgt i Århus.
De 20 valgte nordjyske folketingsmedlemmer suppleres altså af 3 nordjyder ekstra, der bare er valgt udenfor landsdelen.