LIGE NU:

Skagen-hus revet ned ulovligt

Det fastholder kommunen. Bygherren siger det modsatte. Sagen kan ende i retten

Frederikshavn Kommune og en privat bygherre står stejlt overfor hinanden i sagen om et bevaringsværdigt hus på Søren Skomagers Vej i Skagen. Kommunen siger, at den næsten totale nedrivning, der er sket, er i strid med tilladelsen. Bygherren fastholder, at han intet ulovligt har foretaget sig.
I TV2/Nord lørdag sagde bygherrens arkitekt, at kommunens embedsmænd har givet lov - mens formanden for kommunens miljø- og planlægningsudvalg John Christensen sagde, at nedrivningen er sket på trods af kommunen.
I dag siger kommunens tekniske direktør, Mikael Jentsch til TV2/Nord, at for at rive det hus ned skal man have en nedrivningstilladelse , og det man her har fået er en byggetilladelse til at renovere det eksisterende hus. Embedsmændene er altså på linje med udvalgsformanden.
Bygherren, Ole Koch Hansen, fra Hobro siger, at han har en byggetilladelse på det, som han er i gang med og han finder kommunens fremfærd urimelig. Han vil nu kontakte sin advokat med henblik på at køre sag mod kommunen