Skal du sælge din bolig? Så er der dårligt nyt for nordjyderne
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Prisen på boligerne i Nordjylland falder - det sker på trods af, at de stiger alle andre steder. Man skal dog ikke være alt for bekymret.
Boligmarkedet har siden corona været uforudsigeligt. Markedet har været ramt af rentestigning i forbindelse med inflation.
Men ifølge nye tal fra Boligsiden er prisfesten fortsat i alle landsdele - bortset fra Nordjylland.
For mens salgspriserne på huse og lejligheder fortsat stiger rundt om i Danmark, er de faldet i Region Nordjylland, som klart har den billigste kvadratmeterpris i landet.
I Nordjylland er priserne i løbet af sidste år faldet 2,1 procent for villaer og rækkehuse, mens den i resten af landet er steget 4,2 procent. Ser man på tallene i ejerlejligheder er der også et fald, her på 4, 5 procent, hvor der i hele landet er en stigning på 6,9 procent.
Udvikling i priserne for villa og rækkehuse
Her kan du se den procentvise ædnring i alle landets regioner:
Hele landet: 4,2 procent
Region Hovedstaden: 5,4 procent
Region Midtjylland: 2,9 procent
Region Nordjylland: - 2,1 procent
Region Sjælland: 4,5 procent
Region Syddanmark: 6,0 procent
Det kan virke som nogle voldsomme tal, men ifølge Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit C. Daitz er der ikke grund til særlig bekymring blandt nordjyske boligejere.
- Helt grundlæggende sker der ikke særlig meget på boligmarkedet i Nordjylland lige omkring årsskiftet, fortæller hun.
Ejendomsskatten har andre steder i landet presset boligpriserne mere op i 2023, end det har gjort i Nordjylland.
- I Nordjylland har det ikke været så afgørende, og det vi kan se, at det er det normale sæsonudsving, der har været i Nordjylland, siger hun og fortsætter:
- Vi kan også se, at det tager lidt længere tid at handle nu end det gjorde for et par måneder siden. Man får også en lille smule mere i rabat. Man får en smule mere rabat i nedslaget.
Udvikling i priserne for ejerlejligheder
Her kan du se den procentvise ændring i alle landets regioner:
Hele landet: 6,9 procent
Region Hovedstaden: 8,5 procent
Region Midtjylland: 2,4 procent
Region Nordjylland: - 4,5 procent
Region Sjælland: 7,6 procent
Region Syddanmark: 10,8 procent