Skal du sælge dit hus? Her er danskernes værste naboer
Lige nu forsøger ca. 7500 nordjyske husstande at sælge deres hus, lejlighed eller sommerhus.
Og det er faktisk 20 procent mere end oktober sidste år.
Men hvis man håber på et hurtigt salg, skal man ikke have upopulære naboer, viser en ny undersøgelse fra mælgerkæden Home.
- Rockere og bander er noget, som de færreste har personlig erfaring med, men som mange alligevel helst ikke vil bo ved siden af. Det skaber usikkerhed – og den er nok størst, hvis gruppen er i konflikt med andre og i politiets søgelys, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home-kæden.
I undersøgelsen er 2000 blevet bedt om at udpege de tre værste naboer, og her kommer "bandeklubhus" ind på en førsteplads.
Herefter kommer "diskotek eller bar/cafe", og på en tredjeplads finder man "en trafikeret vej".
Støj fra trafikken og larm i gadebilledet er noget, som betyder meget for potentielle købere, oplever Home.
- Støj er noget, som mange danskere har fokus på – fordi det kan betyde meget for trivslen derhjemme og vores sundhed. Støj er et vigtigt punkt på tjeklisten, når vi kigger efter et nyt sted at bo, siger Michael Dalsager.
Ifølge undersøgelsen er det tanken om en dagligvarebutik som nabo, der generer færrest.
Se listen her:
Hvilke af følgende ville være dine tre værste 'naboer'? (3 svar pr. respondent)
Bandehus/rockerborg: 52 procent
Diskotek eller bar/café med natteåbent: 47 procent
Trafikeret vej: 32 procent
Togstation/togskinner: 28 procent
Fængsel/lukket institution: 27 procent
Landbrug med dyrehold/gylletank: 20 procent
Biogasanlæg: 11 procent
Industrikvarter: 10 procent
Vindmøller: 9 procent
Tankstation: 7 procent
Daginstitution (vuggestue, børnehave): 6 procent
Folkeskole/gymnasium/læreanstalt: 6 procent
Kirke/kirkegård: 5 procent
Solcellepark: 4 procent
Dagligvarebutik (normal størrelse op til 1000 kvm): 3 procent
Ved ikke: 5 procent