Skarp kritik af borgmester

En tidligere forvaltningschef retter nu en skarp kritik af Rebild Kommunes borgmester Anny Winther. Han mener, at borgmesteren taler usandt, når hun siger, at hun ikke vidste hvor skidt det stod til på børne- og ungsdomsområdet i kommunen.

Kritikken bliver rejst i Nordjyske Stiftstidende, hvor Henrik Schou, der var kultur- og fritidschef fra 2008 til 2010, hævder, at det er usandt og åbenlys politisk ansvars-forflygtigelse, når borgmesteren fastholder, at borgmester Anny Winther ikke kendte til problemerne.

- Ligesom hele direktionen har borgmesteren kendt til problemernes omfang i flere år, siger Henrik Schou til avisen.

Han fortæller videre, at problemernes omfang var tydelige for alle, der sad med ved de møder, der blev holdt hver 14. dag. Der blev igen og igen diskuteret blandt andet de ledelsesmæssige problemer, der var og problemerne med sagsbehandlingen.

- Det var himmelråbende tydeligt, at den forvaltning ikke fungerede, siger Henrik Schou, som forlod Rebild Kommune i 2010 uden dramatik - til Nordjyske Stiftstidende.

Borgmester Anny Winther fastholder, at hun ikke har kendt til problemernes omfang på det specialiserede børneområde i Rebild Kommune.

Nordjyske Stiftstidende har forelagt sagen for kommunalforsker Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet, og han fortæller, at man generelt som borgmester skal være varsom med at trække det, han kalder "uvidenhedskortet".

- Hvis man som borgmester påberåber sig uvidenhed, så erkender man også, at man ikke har vidst, hvad der foregår i ens egen kommune, siger Ulrik Kjær til Nordjyske Stiftstidende.


Seneste nyt

fra Nordjylland