SKAT opgiver sag mod polsk fupfirma

TV2/NORD afslørede for to år siden, hvordan et polsk skovfirma opererede ulovligt i Danmark. Efter mere end halvandet års sagsbehandling har SKAT nu lukket sagen.

- Vi har været i kontakt med de polske skattemyndigheder, som har bekræftet, at firmaet eksisterer i Polen. Vi har ikke haft grund til at betvivle de oplysninger, så der er ingen dansk skatte- eller momssag i det her, siger fagchef ved Skattecenter Aalborg Leif Thomsen.

3F Aalborg kalder SKATs afgørelse dybt uforståelig. Næstformand Allan Busk tog i december 2006 selv til Polen for at finde det omtalte firma - men uden held.

- Der boede en ældre kvinde på den opgivne adresse, hvor der angiveligt skulle ligge en større planteskole. Med SKATs tilladelse kan enhver plattenslager fra Østeuropa nu drive virksomhed i Danmark uden at skulle betale hverken moms eller skat.

Bjarne Laustsen (S) har i flere omgange været inde i sagen. Han kalder SKATs håndtering talentløs.

- Hvis man er så blåøjet og naiv, at man uden videre lader sig narre af de polske myndigheder, så er det latterligt.

Bjarne Laustsen forlanger nu en redegørelse fra de ansvarlige ministre, og vil have aktindsigt i SKATs korrespondance med de polske kolleger.

3F overvejer nu at gå mere håndfast til værks i de nordjyske skove.

- Vi overvejer, om vi i fremtiden skal vende tilbage til den kendte fagforeningsstrategi med fysiske blokader ude på arbejdspladsen, for myndighederne kan vi ikke længere bruge til noget, siger Allan Busk.


Seneste nyt

fra Nordjylland