Skepsis gjort til skamme: Syriske flygtninge samler byen
Skolen i Vester Hjermitslev, hvor de syriske flygtninge bor.
Det kom som et chok, da borgerne i Vester Hjermitslev uden at være blevet orienteret pludselig skulle tage imod 100 nye naboer. Men den store tilvækst i den lille by er gået over al forventning.
Først var der vrede og usikkerhed over, at borgerne i Vester Hjermitslev intet vidste om, at 100 syriske flygtninge skulle indtage skolen.
Borgerne gjorde dog hurtigt klar til at tage imod de midlertidige beboere, og knap to uger efter, asylansøgerne indtog skolen, er stemningen vendt fuldstændig.
- Det har simpelthen været så dejligt at have dem her. De er nogle skønne og meget gæstfrie mennesker, siger Mona Albrechtsen, der er beboer i Vester Hjermitslev.
Der har blandt andet været arrangeret fodboldkampe mellem borgerne i byen og F.C. Syrien, som asylansøgernes fodboldhold kalder sig, og tirsdag var hele byen inviteret til fællesspisning på skolen.
- Personligt har jeg fået nye venner blandt syrerne. De viser billeder hjemmefra og fortæller om deres familier. Jeg er helt ked af, at de skal flytte, siger Mona Albrechtsen.
Hun mener, at syrerne har været med til at samle den lille by med knap 400 beboere.
- Det ville have været hyggeligt, hvis også de havde børn med. Vores børn ville kunne lære meget af at snakke med dem, siger Mona Albrechtsen.
Borgerne er dog stadig trætte af, at de først fik besked om de nye beboere to dage før, syrerne skulle indtage skolen.
Syrerne flytter ud fra Vester Hjermitslev Skole i næste uge - men inden da er der igen fodboldkamp i Lunden. Det sker klokken 19 i aften.