Skole i opråb: Der er behov for flere med fiskeskippereksamen
Foto: Ib William Christensen
Det er nødvendigt at videreuddanne sig for at følge med udviklingen, lyder opfordringen til fiskerne. Arkivfoto
Det er nødvendigt at videreuddanne sig for at følge med udviklingen, lyder opfordringen til fiskerne.
De danske fiskeskibe udvikler sig, bliver større, får mere kraft og bliver mere komplicerede, og det stiller større krav til fiskerne ombord, vurderer den nordjyske uddannelsesinstitution Martec, der opfordrer derfor flere fiskere til at videreuddanne sig, så de kan følge med udviklingen i branchen.
Selvom den danske fiskeflåde de seneste år er skrumpet i antal skibe, så er den samtidig vokset på en række andre parametre. De seneste ti år er de danske fiskeskibe nemlig blevet større og fået markant stærkere motorer. Det stiller ifølge Martec andre krav til fiskerne.
- Udviklingen i fiskeriet er langt hen ad vejen drevet af den teknologiske udvikling i branchen kombineret med den markedsmæssige udvikling, hvor der er øget fokus på effektivitet og stordriftsfordele. Herudover er der stigende krav til sikkerhed og bæredygtighed, og det har også stor betydning for fiskeflådens udvikling, siger Anders Christian Toft Andersen, som er forstander på MARTEC i Skagen.
Han oplyser, at det stiller nye krav til fiskerne ud over at navigere skibet og fiske med garn eller trawl.
- Jo større skibet er, desto mere uddannelse skal du have for at kunne sejle det. Eksempelvis skal du være fiskeskipper af 3. grad og have sønæringsbevis til styrmand af 3. grad, før du må arbejde som styrmand på fartøjer på op til 45 meter i nærfart – og dem kommer der altså flere af. Vælger du at læse videre til fiskeskipper af 1. grad, har du muligheden for at blive skipper på alle slags fiskeskibe overalt i verden, forklarer han.