Skole vender Aspergers Syndrom til en fordel
På en skole i Aalborg har man fundet ud af, hvordan man udnytter de evner, som unge med diagnosen Aspergers Syndrom besidder.
På en skole i Aalborg har man fundet ud af, hvordan man udnytter de evner, som unge med diagnosen Aspergers Syndrom besidder. I stedet for at eleverne må give op og ende på offentlig forsørgelse, vender skolen talenterne til en fordel, så de unge mennesker kan komme på arbejdsmarkedet.
Undervisningen er i fuld gang på AspIT i Aalborg, hvor tredive elever har sin gang. Der er høj koncentration i klassen - men sådan har det ikke altid været.
- Jeg har haft meget fravær før i tiden. I folkeskolen havde jeg 90 eller 95 procent fravær. Men det har ændret sig, efter jeg startede herude - her har jeg stort set ingen fravær, siger Ronni Henriksen, der er elev på AspIT.
Ronni Henriksen har diagnosen Aspergers Syndrom. Han er meget intelligent, men har altid haft problemer med at begå sig i en almindelig skole.
- Eleverne har forskellige sociale vanskeligheder samt vaskeligheder i forhold til indlæring. De har som oftest også en oplevelse af at have fejlet i det ordinære uddannelsessystem, siger Ditte Stern Bach, der er afdelingskoordinator på AspIT i Aalborg.
På AspIT tager man hensyn til elevernes problemer ved at undervise i små klasser og have længere forløb med de samme fag. De vender den høje intelligens, der tidligere har været en stor ulempe, til en fordel, så eleverne kan få jobs indenfor IT. For få år siden havde Ronni Henriksen ellers opgivet at få et arbejde.
- Jeg gik egentlig bare og ventede på at få min invalidepension, siger han.
På spil-virksomheden CEGO har man ansat to elever fra AspIT, som begyndte som praktikanter. En af dem er Thomas Jensen, der stortrives med jobbet som programmør.
- Det er et dejligt sted. Det er en af de fedeste arbejdspladser, jeg har oplevet i Aalborg og omegn, siger Thomas Jensen.
Han gik fra at have det svært socialt til nu at trives på en normal arbejdsplads - ansat på fuldstændig samme vilkår som alle andre.
Se indslaget fra Nordjylland LIVE ovenfor.