Skoleelever fristes til håndværksuddannelse

Fremtidens folkeskolelærere skal gøre det mere interessant for eleverne at tage en håndværksuddannelse.

Kun to ud af 10 folkeskoleelever søger ind på erhvervsuddannelserne. Det tal vil UC Nordjylland forsøge at øge, fortæller DR Nordjylland.

- Vi håber, vi sammen med erhvervsskolerne kan være med til at gøre det lidt mere sexet at få en håndværkeruddannelse, siger Jesper Vinther, der er uddannelseschef for læreruddannelsen på UC Nordjylland.

Som de første i landet vil læreruddannelserne i Aalborg og Hjørring tilbyde et modul, hvor man lærer at inddrage mere praktiske og håndværksmæssige fag i undervisningen.

Lærerstuderende, der vælger det nye modul, vil komme i praktik på Tech College i Aalborg eller EUC Nord i Hjørring.

For lærere, der ved hvad det vil sige at være håndværker, kan bedre motivere de unge til at tage en erhvervsuddannelse, forklarer Søren V. Nielsen, der er udviklingschef på EUC Nord.

- Og det kan synliggøre de muligheder, der er i erhvervsuddannelserne. Også i forhold til, at en erhvervsuddannelse kan give adgang til en videregående uddannelse, siger udviklingschefen til DR Nordjylland.

Et bredt flertal af Folketingets partier har for nylig vedtaget en reform for erhvervsuddannelserne, hvor et af de vigtigste mål er, at flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

UC Nordjylland håber, at mellem 30 og 40 studerende til sommer vil vælg modulerne med den særlige erhvervspædagogiske og praksisnære undervisning i enten Aalborg eller Hjørring.

- En fantastisk idé, siger næstformanden for de studerendes råd på læreruddannelsen i Hjørring, Peter Barkholt.

Han har aldrig tidligere haft kontakt med håndværksmæssige fag, så han ser frem til at kunne blive mere rustet.

- Det vil give mig meget bedre kompetencer til at videregive glæde og praktisk erfaring indenfor de håndværksmæssige fag, siger Peter Barkholt.

Han har selv musik som liniefag og ser samarbejdet med erhvervsuddannelserne som en oplagt mulighed at lave en mere tværfaglig uddannelse.

- For eksempel vil det da være spændende for mig som musikstuderende at lære, hvordan man laver instrumenterne, siger Peter Barkholt.


Seneste nyt

fra Nordjylland