Skoleelever lærer om sunde madpakker

Røget makrel, chili og peberrod er blot nogle af de smagsindtryk, som eleverne i 2. klasserne på Gistrup Skole blev udsat for tirsdag. Målet er at vække elevernes interesse for madlavning.

Ansigtsudtrykkene gik fra store smil til decideret væmmelse, da eleverne fra andet klassetrin på Gistrup Skole tirsdag havde temadag om madpakker – og især hvad man putter i madpakken. Det betød masser af smagsprøver på blandt andet røget makrel og chili.

- Jeg synes, at det smagte fint. Det var bare det der peberrod og chili… det brændte lidt, konstaterer Tabitha Maria Blichert fra 2.a.

Tal fra Coop viser, at kun fire procent af danske børn mellem tre og 15 år er med i køkkenet sammen med mor og far, når der skal laves mad eller madpakker. Og det skal der laves om på. Derfor lægger Gistrup Skole for andet år i træk lokaler til en temadag om sund mad og sunde madpakker.

- Vi leger jo faktisk med maden. Vi eksperimenterer og prøver os frem. Hvad smager godt? Hvad smager ikke så godt, siger Sebastian Klein, der dagen igennem svingede den kulinariske taktstok.

Den kendte børnetv-vært guidede eleverne igennem masser af forskellige smagsindtryk – samtidig med at eleverne selv skulle prøve kræfter med at tilberede for eksempel torskerognssalat.

- Smag er jo noget, som skal indlæres. Man har jo ikke en opfattelse af smag fra starten. Når man første gang får en selleri i munden, tænker man jo ved sig selv, at det er det mærkeligste, man nogensinde har smagt, uddyber Sebastian Klein.

Noget kunne da også tyde på, at dagen har en vis effekt på eleverne. Edda Munk Brandtoft fra 2.a var i hvert fald ikke sen til at svare, da hun skulle fortælle hvilke ingredienser, hun og klassekammeraterne havde puttet i den hjemmerørte æggesalat:

- Yoghurt, basilikum, citron…. og æg.

I alt 97 elever fra andet klassetrin deltog i tirsdagens workshop.


Seneste nyt

fra Nordjylland