Skoleleder glæder sig til gensyn
Foto: Daniel Mikkelsen
På Gl. Lindholm Skole ser ledelsen og kontorpersonalet frem til at gensynet med elever og lærere mandag morgen.
Mandag fyldes de nordjyske skoler igen af lærere og elever, og Gl. Lindholm Skole er et af de steder, hvor skolens kontorpersonale brugte store bededag på at gøre klar til gensynet.
De sidste fire uger har gange og klasselokaler været øde på Gl. Lindholm Skole, men slockouten af lærerne har stået på.
Men på mandag er det slut, og elever og lærere fylder igen skolen. Derfor bruger skoleleder Peter Würtz og skolens kontorpersonale store bededag på at forberede velkomsten.
- Vi ser meget frem til det. Der er ikke noget mere trist ned at se på de her gange, hvor der burde være larm, og så er der bare helt stille, siger Peter Würtz.
Når lærerne vender tilbage bliver en af de første opgaver at få planlagt næste skoleår, og så skal skolens to niendeklasser være klar til afgangsprøverne, der begynder om godt to uger.
- Det skal vi have talt med lærerne om, og det skal vi også have talt med eleverne om, for der kunne godt være nogle, der er lidt febrilske over at skulle til afgangsprøve, når de nu har misset en måneds undervisning, siger Peter Würtz.
Det faglige er dog ikke alt. Skolelederen er også klar til at tage imod elever, som skal vænne sig til en hverdag med skolegang, samt en lærerstab, som er mærkede af fire ugers lockout.
- Det er jo ikke lærerne mod os. Men vi ved godt, at der kommer nogle tilbage, som måske føler, at de har tabt en kamp. Så vi vil gøre meget ud af at vise omsorg og empati, siger Peter Würtz.