Skoler forsøger sig med lang skoledag

To nordjyske folkeskoler er med i Undervisningsministeriets forsøg, hvor der er fokus på læring og trivsel.

I foråret tyvstarter eleverne på Herningvejens Skole og Mou Skole i Aalborg Kommune på den længere og mere varierede skoledag, som venter alle danske skoleelever, når folkeskolereformen træder i kraft efter sommerferien.

De to skoler deltager i Undervisningsministeriets forsøg, der skal undersøge, hvordan man bedst tilrettelægger en ny og anderledes skoledag.

Med projektet bliver skoledagen udvidet med tre til fem timer i en periode på ni uger. De ekstra timer skal bruges til at styrke elevernes sproglige færdigheder gennem eksempelvis musik, drama, billedkunst og bevægelse.

På Mou Skole har de allerede udvidet skoledagen, så den passer til reformens krav. Her har de indledt et samarbejde med lokale skak- og skytteklubber i håb om, at det kan give mere ro i klasserne.

- Forskningen viser, at skak både kan hjælpe elever, som har svært ved koncentrere sig og som har svært ved at lære at læse og regne. Desuden har Mou og Omegns Skytteforening erfaring med, at skydning styrker børns koncentrationsevne og er særligt gavnligt for elever med ADHD, siger skoleleder Jette Hansen.

Aalborg Kommune har fået lidt over 450.000 kr. fra undervisningsministeriets pulje, som er på i alt 20 millioner kroner


Seneste nyt

fra Nordjylland