Skovsgård Hotel nomineret

Skovsgård Hotel i Jammerbugt Kommune er nomineret til årets Netværkspris for sin indsats for at ansætte psykisk udviklingshæmmede på hotellet. 100 virksomheder har meldt sig i kampen om Netværksprisen - Erhvervslivets Ridderkors.

Årets Netværkspris
Skovsgård Hotel nær Brovst er nomineret til årets Netværkspris ud af et felt på 100 ansøgere.
Sammen med otte andre dyster Skovsgård Hotel nu om at vinde Netværksprisen.

Stærk vi-følelse
Nordjyske Skovsgård Hotel, der drives som et helt almindeligt hotel i byen Skovsgård nær Brovst, fremhæver, at nomineringen betyder, at hotellet har gjort sig de helt rigtige tanker, da det gav en chance til 12 psykisk handicappede medarbejdere. Hotellet og dets ansatte både i traditionelle job og de 12 i beskyttede job har fundet en vigtig plads i lokalsamfundet:

- Vi har skabt en mini-læreplads, hvor alle ansatte lærer af hinanden, og lokalsamfundet har taget rigtig godt imod den model, vi kører hotellet efter. I de rigtige rammer får alle mulighed for at vise, at de kan yde noget, og med tålmodighed og opmærksomhed er vi nået frem til en stærk vi-følelse internt i personalet og i lokalsamfundet, forklarer Carl Christensen, der er formand for Skovsgård Hotels bestyrelse og var medinitiativtager i 1992.

Et stærkt felt
Dan Boyter, formanden for Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere, som står bag Netværksprisen, er meget imponeret over årets ansøgerfelt - både hvad angår kvantitet og kvalitet.

- Særligt hæfter jeg mig ved, at socialt ansvar bliver tænkt som en naturlig del af sund virksomhedsledelse. Ansøgningerne vidner om, at socialt ansvar ikke blot er fine ord på en hjemmeside, men er en naturlig del af virksomhedernes rekrutteringsprocesser, fastholdelse af medarbejdere og daglige ledelse.

Nomineret til Særprisen
Skovsgård Hotel er sammen med århusianske Proremus og BRF-Kredit i København nomineret i kategorien Særprisen. Der uddeles også priser i kategorierne virksomheder over og under 100 ansatte. Spændingen udløses den 8. december 2008 på årets Netværksdag.

Prins Joachim overrækker priserne
Her danner Musikhuset i Århus den festlige ramme om uddelingen af Erhvervslivets Ridderkors med H.K.H. Prins Joachim til at uddele priserne.


Seneste nyt

fra Nordjylland