Skraldemænd nedlægger arbejde

Tirsdag morgen fik beboerne i Rebild Kommune ikke tømt deres skraldespand, skraldemændene har nedlagt arbejde og det er uvist, hvornår de genoptager arbejdet.

Dagrenovationsmedarbejderne nedlagde tirsdag morgen arbejdet på et fagligt møde i Aalborg.

I følge 3F Aalborg er de 11 skraldemænd utilfredse med at deres tillidsmand er blevet fyret, og de kræver at han bliver genansat. Renovationsfirmaet Meldgaard Miljø overtog dagsrenovationen i Rebbild Kommune 1. april efter en udbudsrunde. Skraldemændene er utilfredse med flere forhold i det nye firma, men i følge 3F var fyringen af tillidsmanden dråben der fik bægeret til at flyde over.

- Skraldemændene har markeret at de står bag deres tillidsrepræsentant ved at nedlægge arbejdet. Det er væsentligt for dem at de har en person, der repræsenterer dem på arbejdspladsen, siger Arne Nielsen, der er gruppeformand for Transportgruppen i 3F Aalborg.

Arbejdsgiveren Meldgaard Miljø A/S vil ikke kommentere sagen yderligere over for TV2Nord.

- Jeg har ingen kommentarer til, hvorfor de har nedlagt arbejdet, siger direktør Henrik Meldgaard.

Han bekræfter dog, at de håber på at kunne genoptage arbejdet onsdag.

Hvis ikke det er tilfældet, så tages sagen op i Arbejdsretten på torsdag.

Borgerne kan fylde skrald i ekstra sække ind til renovationsmedarbejderne igen kommer forbi.


Seneste nyt

fra Nordjylland