Skraldeprojekt er en succes

105 familier i Vendsyssel har deltaget i projektet Nul Skrald, som har fået dem til at genanvende mere affald.

Familien Coltau fra Hjallerup er en af de familier, der har gjort en dyd ud af at sortere skrald. Igennem de fem uger, som projekt Nul-Skrald har stået på, har familien nedsat dens skraldemængde betydeligt.

- En del af de uger, vi har været med, har vi faktisk slet ikke haft nogen ting, vi har puttet i skraldeposen, siger Pia Coltau.

Det meste bliver i stedet sorteret i familiens køkken, hvorefter det bliver rengjort og genbrugt.

- Der er ikke så meget spild, som der plejer at være. Den tanke, kan jeg godt lide, fortæller datteren Sisse Coltau.

Familien regner selv med, at næsten 80 procent af det, der tidligere røg i skraldespanden, nu smides til genbrug i stedet.

For de 105 familier, der har deltaget i projektet, er det lykkedes gennemsnitligt at nedbringe skraldet med 51 procent, fordi mere smides til genbrug. Projektet har kørt i Brønderslev og Hjørring kommuner.

Nul-Skrald temaet er blevet et fælles projekt for familien Coltau. Så selv om forsøget er slut, så er de nye vaner kommet for at blive.

- Vi har stadigvæk de sorteringsystemer, som vi havde under forsøget. Og det bliver vi ved med, siger Pia Coltau.


Seneste nyt

fra Nordjylland