Skrotpriser på himmelflugt
Skrot er godt - for pengepungen. I disse år er der gode penge at hente på gammelt jern hos skrothandlerne, hvor priserne aldrig har været højere.
I stedet for at smide cyklen, den gamle plæneklipper og vaskemaskinen på lossepladsen er der måske penge i at køre den til skrothandleren. Gammelt jern er i høj kurs for tiden, og de danske skrothandler har kronede dage. Efterspørgsel på stål på verdensmarkedet har presset prisen på gammelt skrot helt i top over de seneste fem år.
Bare siden foråret 2007 er stålprisen steget med 40-50 procent. Det smitter af på afregningen for skrot, som bruges til fremstilling af nyt stål. Ifølge genindvindingsvirksomheden Uniscrap er skrotprisen de seneste to år steget med 200 procent.
- I løbet af de seneste to år har vi fået 25 procent mere skrot ind. Meget gammelt jern ender på lossepladsen hos kommunerne. Men her får folk penge med hjem, siger indehaveren af Sæby Produkthandel til Nordjyske Stiftstidende.
Han betaler omkring 1,50 kroner for et kilo jern, mens ædlere metaller som messing og kobber giver mere. Udviklingen ventes af fortsætte de næste par år især på grund af voldsom efterspørgsel fra Østeuropa, Rusland, Kina og Mellemøsten.
/ritzau/