Skudoffer fra Hanstholm stadig i respirator

Den 19-årige mand, der i sidste måned blev skudt af politiet i Hanstholm Centret, ligger fortsat i respirator. Der sættes ikke punktum i sagen, før han vågner

På 10. døgn ligger den 19-årige mand, der i april blev skudt af politiet i Hanstholm Centret, i respirator på Rigshospitalet i København. Det oplyser vicestatsadvokat fra statsadvokaturen for Midt-, Vest og Sydøstjylland, Christian Schou, der er i gang med at undersøge skudepisoden.

Den 19-årige blev skudt tre gange under et voldsomt overfald på sin 57-årige far.

- Vi har afhørt mange vidner i sagen, og det er vi fortsat i gang med. Men vi kan ikke danne os et samlet billede af episoden, før offeret vågner og afgiver sin forklaring, siger Christian Schou.

Ifølge vicestatsadvokaten var der mellem 30 og 50 andre personer til stede omkring skudepisoden.

Det er endnu ikke klarlagt, om den 19-årige var bevæbnet, eller om de to involverede betjente affyrede varselsskud, før de rettede pistolløbene mod mandens ben og skulder.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland