Skur ved børnehave stod i flammer: - Den tørre natur gør ilden ekstra farlig
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Mandag eftermiddag brød et redskabsskur ved Nors Børnehus i brand. Skuret ligger tæt på træer og græs, som også hurtigt fik ilden at mærke.
Omkring klokken 14.20 mandag eftermiddag gik der ild i et redskabsskur ved børnehaven Nors Børnehus i Nors.
Nordjyllands Beredskab i Thisted var hurtigt fremme ved børnehaven, og fik flammerne under kontrol, men på grund af den tørre natur havde ilden hurtigt bredt sig til både græs og træer.
Sådan undgår vi naturbrande:
- Brug de dertil indrettede bålpladser, hvis du skal tænde et bål eller grill.
- Efterlad aldrig et bål, der ikke er slukket helt.
- Brug ukrudtsbrænderen med forsigtighed, og hvis du har vand i nærheden.
- Smid ikke cigaretskod og lignende i naturen.
- Tøm aldrig aske fra grill eller brændeovn i naturen, men i en askespand.
- Ring hurtigt 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude.
- Naturen er så tør i øjeblikket, at ilden havde kravlet 20 til 25 meter ud i græsset, siger Lars Enevoldsen, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab i Thisted.
Beredskabet fik hurtigt forhindret ilden i at sprede sig mere, men ifølge indsatslederen kunne det nemt have gået meget mere galt.
- Den tørre natur gør ilden ekstra farlig, siger han og fortsætter:
- Man skal virkelig passe på, når det er så tørt, som det er.
I gennemsnit rykker Nordjyllands Beredskab ud til godt 250 naturbrande om måneden i perioden april til september. Men netop nu, hvor der er øget risiko for naturbrande, opfordrer beredskabet til, at man er ekstra opmærksom, når man bevæger sig udenfor.
Branden i redskabsskuret er sandsynligvis opstået på grund af gløder fra et bål, som børnehaven havde haft tidligere på dagen.