Skybruddet, der ikke skete
Husejere i Drastup i Aalborgs udkant kan ikke dokumentere, at det har regnet så meget, at de er berettiget til erstatning for vandskader.
Vandskader i kældere og på lofter bliver ikke dækket af forsikringen. De tror ikke på, der har været skybrud.
Husejere på en Drastrup Skovvej i Drastrup, sydøst for Aalborg er kommet i en slem knibe. Efter kraftige regnskyl i søndags, som medførte skader på flere huse, står de tilbage med forsikringer, der ikke dækker deres udgifter.
En af de ramte husejere er Nina Laurent Schmidt, der fik voldsomme vandskader i kælderen.
- Der kom så kraftige regnskyl udefra, at det væltede ned af kældertrappen, og kloakken kunne ikke følge med.
Den kraftige regnbyge trak ind over Drastrup i søndags mellem klokken 13 og 14, og selvom Nina Laurent Schmidts nabo har billeddokumenteret at Drastrup Skovvej helt bogstaveligt sejlede i det tidsrum, vil forsikringsselskaberne ikke udbetale erstatning.
Problemet er at husejerne i forsikringsselskabernes øjne ikke kan dokumentere, at det har regnet så kraftigt, at de er berettiget til erstatning. Hverken billeder, videoer eller egne regnmålere er tilstrækkelig dokumentation. Der skal nemlig have været skybrud før de er villige til at åbne kasseapparatet.
Det er 15 millimeter på 30 minutter eller 30 millimeter på to timer, men DMI's nærmeste målestation, der godt kan bruges som dokumentation ligger i Frejlev cirka fem kilometer væk, og her er der kun registreret otte millimeter nedbør på 30 minutter.
- Det jeg synes er mest trist, er at forsikringsselskaberne nægter at se på, om der kan være kommet så meget vand som vi siger. De mener bare med det samme, at det er løgn det vi siger.
Andreas Nyholm fra TV2 Vejret vurderer ud fra sine vejrdata at Drastrup er blevet ramt af en mængde svarende omtrent til den registreret i Frejlev, men modsat forsikringsselskaberne vil han bestemt ikke udelukke lokale skybrud.