Sladrehank om fartkontroller er populær
Foto: Daniel Mikkelsen
Bilisterne trykker for hårdt på speederen på vejene omkring skolerne. 15 bilister blev tirsdag morgen taget i at køre for stærkt.
Nordjyderne har taget et nyt våben i brug for at undgå fartbøder.
Den seneste uge har mere end 6000 jyder valgt at "synes godt om" siden "Jylland - Politi Razzia - Fotovogn - Kontrol" på Facebook, hvor brugerne i fællesskab holder øje med fartkontrollerne rundt om i Jylland. Det skriver nordjyske.dk.
- Fotovogn. Aalborg motorvejen lige før Th. Sauersvej, afkørsel nordgående, står der eksempelvis på siden.
Beskeden er skrevet af en af de mange nordjyder, der aktivt bruger den gratis tjeneste på Facebook. Og interessen for den nye side blandt nordjyske bilister har været så stor, at Facebook-siden torsdag blev lanceret i en ren nordjysk udgave. Få timer efter lanceringen havde 300 brugere allerede trykket "synes godt om" til den nye nordjyske side.
Selv om den nyetablerede side har fået en masse tilfredse brugere på kort tid, så findes der også flere kritiske røster på Facebook.
Kritikerne betegner siden som en service for fartsyndere, der i stedet burde overholde hastighedsbegrænsningerne på alle strækninger. Flere brugere går til modangreb med forklaringen om, at oplysningerne kan have en præventiv effekt. Det argument nikkes der genkendende til hos Nordjyllands Politi, hvor man godt er klar over, at der findes tjenester, hvor folk deler deres viden om fartkontroller og lignende.
- Det kan vi ikke have noget imod. Jo mere der kan blive oplyst, så trafikanterne opfører sig bedre, des mindre arbejde har vi jo, og des mere tilfredse bliver vi, siger vicepolitikommisær Lars Eriksen til nordjyske.dk.
Og ifølge trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet, kan det have positive resultater for trafiksikkerheden, at folk deler oplysninger om politiets kontrolaktioner på Facebook.
- Folk bliver opmærksomme på, at hastighedsgrænserne er der, at de er vigtige, og at de bliver kontrolleret af politiet. Jeg er helt sikker på, at slutresultatet bliver, at mange bliver opmærksomme på de her politikontroller, og det gør alt i alt, at folk kører langsommere, og vi får en bedre trafiksikkerhed, siger Harry Lahrmann.
/ritzau/