Slagteriet i Vrå åbner igen næste år
Foto: Iben Hedemann
Snart er der måske liv igen i de tomme lokaler i Vrå.
[size=3]Slagteriet i Vrå skal igen tage imod tusindvis af slagtesvin hver uge. Det finske firma, der ejer slagteribygningerne, er langt fremme med planerne, og går det som planlagt, vil det give op imod 65 arbejdspladser til byen.[/size]
Det nuværende slagteanlæg blev installeret af en kreds af nordjyske landmand i firmaet Danish Meat Company i 2005, men firmaet gik konkurs i december 2008. Siden forsøgte engelske Midland Bacon Company i 2010 at få en sund forretning ud af slagteriet - uden held, idet satsningen kun holdt i 11 uger.
Da den finske handelsvirksomhed GSS-Export derefter købte slagteriet, var tanken egentlig at flytte maskinerne til Rusland, hvor der er stor efterspørgsel på dansk svinekød . I stedet har finnerne altså besluttet at beholde det hele i Vrå, ikke mindst fordi det er nemmere at køre slagtede dyr til Rusland frem for levende grise.
GSS-Export har allieret sig med Hirtshals-firmaet PBT-Process, hvor direktør Per Jeppesen hjælper med alt det praktiske i forbindelse med slagteriets genåbning. Han ser særdeles optimistisk på mulighederne:
- Med der kræfter, der bliver lagt i projektet, og de midler, der bliver sat af til at drive den her virksomhed, så har den alle chancer for at blive en levedygtig virksomhed, konstaterer han.
Ifølge Per Jeppesen er det endnu for tidligt at sige, hvornår Vrå igen får et fungerende slagteri, men han regner med, at det bliver i løbet af det næste halve år. Ejerne er i fuld gang med at lede efter en dansk direktør, og Jobcenter Hjørring er blevet bedt om at finde de 60-65 medarbejdere, der bliver brug for. Efter planen skal der i første omgang slagtes 4000 svin om ugen i Vrå.