Slut med bankbøger i Vokslev

Foto: Per Frank Paulsen

En af de sidste bastioner uden dankort - Vokslev Sparekasse - fusionerer med Sparekassen Himmerland.

Det er nok en af de sidste banker uden dankort og hvor bankbøger stadig eksisterer hos bankens kunder. Og så er det Danmarks næstmindste.

Men snart er det slut.

Vokslev Sparekasse fusionerer med den noget større Sparekassen Himmerland.

Banken har hidtil kunnet klare sig med en deltidsansat og en åbningstid, der begrænsede sig til en dag om ugen.

- Det er de mange administrative byrder, som pengeinstitutterne er blevet pålagt inden for de seneste år, der har fået os til at søge en fusion, siger bestyrelsesformand for Vokslev Sparekasse, Janus Staun.

Derfor rettede den lille bank henvendelse til den store Sparekassen Himmerland.

- Sparekassen Himmerland har den nødvendige styrke og størrelse - og så har den de samme lokale værdier, som Vokslev Sparekasse har stået for. Det har været vigtigt for os, når vi skulle vælge en fusionspartner, siger Janus Staun.

- Men vi må understrege, at Vokslev Sparekasse bestemt ikke er nødlidende, siger Poul Damgaard, der er direktør for Sparekassen Himmerland.

Forsiden lige nu