Slut med landsbylæger
Snart er det slut med praktiserende læger på landet, fastslår regioner og læger. Ældre Sagen frygter, at det betyder flere indlæggelser på hospitalet.
Der er nu så stor mangel på læger, at det kommer til at gå ud over patienter på landet. Når de praktiserende læger i udkantsområderne går på pension om kort tid, vil der ikke være
nogle til at genåbne praksisen.
Undersøgelser fra Region
Syddanmark og Region Nordjylland viser, at mange private praksiser allerede nu står tomme i de mindre byer - og at det bliver endnu flere, fordi godt hver tredje praktiserende læge går på pension inden for fem år.
- Det er et farvel til landsbylægen, det er der slet ingen tvivl om, siger Bo Libergren (V), der er formand for Region Syddanmarks praksisudvalg og samme melding kommer fra Region
Nordjylland.
- Hvis man bor på landet, så får man længere til lægen, siger Ulla Astman Nielsen (S), Region Nordjylland.
Det bekymrer Ældre Sagen, der repræsenterer en af de patientgrupper, der oftest besøger lægen. Souschef i ældrepolitisk afdeling Jens Højgaard frygter, at de ældre fravælger lægebesøget.
- Hvis den ældre har langt til lægen, vil nogle måske springe det nødvendige lægebesøg over. Og så kan problemet udvikle sig, så det fører til hospitalsindlæggelser eller til, at de ældre
ryger på plejehjem, siger Jens Højgaard. Han appellerer derfor til regionerne og lægerne, for at gøre alt hvad de kan, så lægerne ikke forsvinder fra de mindre byer. Men løbet er kørt, lyder det fra de praktiserende læger.
Alderen tynger mange af dem, og de unge læger har ikke lyst til at starte op alene uden kolleger at støtte sig op ad.
- Arbejdspresset på os læger bliver større og større. Men udviklingen går imod større lægehuse med flere læger, og hvor der er mulighed for faglig udvikling, siger Eddie Nielsen, der
er formand for de praktiserende læger i Nordjylland.
/ritzau/