Slut med svømning på skemaet
Der skal spares penge i Aalborg kommune, og det sender kommunes folkeskoleelever ud på dybt vand. Nu bliver svømmeundervisningen nemlig sparet væk.
Der skal spares penge i Aalborg kommune, og det sender kommunens folkeskoleelever ud på dybt vand.
Som et led i næste års budget, har Aalborg byråd besluttet, at stoppe den obligatoriske svømmeundervisningen for kommunens 4. klasser.
-Børnene holder altid for, når det gælder besparelserne i folkeskolen og nu siger jeg simpelthen at bunden er nået. At spare halvanden million kroner på, at 2000 børn hvert eneste år ikke kan få lov til at få svømmeundervisning, det er ikke i orden, siger John Nygaard, der er svømmeunderviser i Aalborg til TV2/Nord.
I følge formand for Skole- og Kulturudvalget, Anne-Dorthe Krog, er besparelsen nødvendig:
- Det er hårdt at skulle spare på svømmeundervisningen, men vi er tvunget til at lave prioriteringer, og vi er derfor nødt til at sige, at svømning ikke er en af de kerneområder, som folkeskolen skal undervise i, siger hun til TV2/Nord.
Beslutningen træder i kraft 1. august 2011, hvilket betyder, at de elever der går i 4. klasse nu, er den sidste årgang, der har svømning på skoleskemaet.
Der vil som alternativ blive tilbudt et svømmekursus på to uger i sommerferien.