Smøl hos Nordjyllands Politi

Vesthimmerlands Kommune kan ikke fjerne biler hos en autoforhandler i Aggersund, fordi Nordjyllands Politi har glemt at opkræve tvangsbøder i halvandet år.

Vesthimmerlands Kommune vil gerne med magt rydde op hos autoforhandler Kenneth Haastrup på hovedvejen, der går igennem Aggersund.

- Han har lov til at have 10 biler, resten vil fjerne, siger Knud Kristensen (Kons.), formand for Plan- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

Ejeren blev dømt ved retten i november 2006 til at følge miljøgodkendelsen. Det har han ikke gjort, derfor skulle Nordjyllands Politi opkræve 2000 kroner om ugen i tvangsbøder fra den 1. januar 2007. Men det er ikke sket.

- Når vi griber ind, så skal alle formaliteter være i orden, og det er de ikke i denne sag, fordi Nordjyllands Politi har glemt at udstede de ugentlige bøder, siger Knud Kristensen.

Det har ikke været muligt at får en forklaring fra de ansvarlige hos Nordjyllands Politi idag.

Autoforhandler Kenneth Haastrup ønsker heller ikke at lade sig interviewe til TV2/NORD, men siger at han ikke har gjort noget galt og kommunen kan bare komme. Og det gør de så.

- Den fjerde august er deadline. Vi regner med at politi nu sender bøderne, så vi kan fjerne bilerne om en månedstid, siger Knud Kristensen til TV2/NORD.


Seneste nyt

fra Nordjylland