Soldater i kø for at komme i krig

Soldaterne på Aalborg Kaserne og Flyvestation Aalborg står i kø for at komme i krig, selvom mange vender hjem med ar på sjælen.

Tusindvis af danske soldater er blevet sendt i krig fra Flyvestation Aalborg og Aalborg Kasernere. Det er de blevet siden krigene på Balkan i starten af 90érne. Faktisk står de stadig i kø for at komme afsted - og det er på trods af, at mange vender hjem med store ar på sjælen.

En af dem der er kommet hjem med ar på sjælen er seniorsergent Tina Kristensen.

- Jeg kæmper blandt andet med stress, og går til psykolog for at bearbejde, det jeg har oplevet. Men noget af det jeg har oplevet er brændt fast for altid.

Tina Kristensen har både oplevet raketangreb - og er selv blevet beskudt. Det står dog helt klart for hende, hvad den værste oplevelse har været.

- At bære mine egne kammerater hjem i kiste har helt sikkert været det sværeste og hårdeste overhovedet, fortæller hun.

Siden 1991 har der på landsplan været næsten 63.000 udsendelser - mange af dem fra flyvestationen og kasernen i Aalborg. De unge står i kø for at komme i krig.

Sergent Julian Grønager valgte netop Aalborg for at blive sendt ud.

- Når man har brugt fem år på at uddanne sig, så er det jo netop dét, man ser frem til. Der er meget prestige og stolthed over at blive sendt ud, men personligt vil jeg bare gerne realisere mig selv og flytte mine grænser, forklarer han.


Seneste nyt

fra Nordjylland