Sommer uden sommerfugle: - Det er alvorligt
Foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix
Der er ganske få sommerfugle at se denne sommer, og det får en naturvejleder til at komme med en opfordring til haveejere.
Hanne Tindal Madsen fra Vindblæs er indehaver af landets måske mest velassorterede insekthotel. Men der er langt mellem gæsterne på insekthotellet for tiden.
- Der plejer at være fyldt med bier og sommerfugle, men der er ikke rigtig nogle i år, siger Hanne Tindal Madsen.
De små insekter bestøver planter og udgør en væsentlig del af andre arters fødekæde. Forskere har længe peget på, at 40 procent af insektarterne er i tilbagegang og at en tredjedel af arterne er direkte truede. I værste fald kan det føre til en masseudryddelse af insekter om bare 100 år.
- Det har jeg det faktisk skidt med, siger Hanne Tindal Madsen.
Og ifølge en naturvejleder er det bekymrende, at vi ingen sommerfugle ser denne sommer.
- Vi har simpelthen brug for dem, og hvem vil ikke gerne se en sommerfugl. Det er nok også årsagen til, at ”Hr og Fru Danmark” blevet opmærksomme på, at der er et eller andet galt.
- Vi har alle registreret, at ingen insekter smadrer ind i forruden af vores biler, og der er ingen sommerfugle den her sommer, så det er alvorligt, siger naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune.
Gør noget selv i din have
Det er insekternes levesteder, som langsomt forsvinder, når vi mennesker forsøger at bringe orden i naturen med haver, grønne områder og landbrug. Insekterne har brug for mange og vilde plantearter for at kunne trives. Det kræver politiske beslutninger men vi kan alle gøre noget.
- Hjemme i parcelhus-haverne skal vi tolerere, at det skal være mere vildt. Vi skal tåle, at ukrudtet får lov til at stå, siger naturvejleder Karin Winther
Der skal faktisk ikke så meget til for at række insekterne en hjælpende hånd. Det har Hanne Tindal Madsen fra Vindblæs også fundet ud af:
- Blomster, blomster, blomster, og så nogle steder bare lad vær med at gøre noget, lyder opfordringen fra hende.