Sommerhus eksploderet: 48-årig voldsomt forbrændt

Et sommerhus i Hou eksploderede natten til onsdag. En 48-årig mand er fløjet med helikopter til Rigshospitalet med alvorlige brandskader på brystkasse og i ansigtet.

Hvorfor en 48-årig mand sad i et sommerhus i Hou med en gasflaske mellem benene, er det helt store spørgsmål som Nordjyllands Politi står tilbage med efter nattens voldsomme hændelser.

Ved 02-tiden modtog politiet en anmeldelse om, at en person skulle sidde i sommerhuset i Hou med en gasflaske i skødet.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor man ved ankomsten parkerede lidt væk fra sommerhuset. De to politifolk gik hver sin vej omkring sommerhuset og kunne se den 48-årige sidde inde i sommerhuset med gasflasken i skødet.

- Det begyndte at lugte kraftigt af gas og der var en mindre røgudvikling oppe fra husets tag, så politifolkene trak sig tilbage til patruljebilen på grund af frygt for at gasflasken ville eksplodere, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen til tv2nord.dk.

Kort efter eksploderede gasflasken og sommerhusets vinduer blev blæst ud.

Da politifolkene vurderede at der ikke længere var fare for eksplosioner, fik de reddet den 48-årige ud. Han var alvorligt frobrændt på brystkassen og i ansigtet. Politifolkene gav førstehjælp indtil ambulance og læge var fremme på stedet. Derpå fik politifolkene evakueret de nærmeste naboer.

Manden blev kørt med politieskorte til traumecentret på Aalborg Universitetshospital.

- Herefter blev han fløjet til Rigshospitalet med helikopter, siger Per Jørgensen.

Naboerne kunne efterfølgende vende tilbage til deres sommerhuse.


Seneste nyt

fra Nordjylland