Sommerhuse risikerer at styrte i havet

Gravkøer har fredag formiddag fodret kysten ved Nørlev Strand med sand for at undgå, at sommerhusene nærmest kysten styrter i havet.

Stormen Dagmar rammer fredag Nordjylland, og på Nørlev Strand ved Hjørring fodrer flere gravkøer kysten med sand for at undgå, at de sommerhuse, der ligger tættest på kysten, styrter i havet.

- Der er kommet lidt ekstra sand op foran de sommerhuse, der ligger på yderste række. Hele formiddagen har man sandfordret kysten og det gjorde man også i går, for sommerhusene er tæt på at ryge ud over kanten, fortæller TV2/Nords reporter Mette Kristensen.

Stormen er endnu ikke gået rigtig i land ved Nørlev. Der er dog varslet kraftige vindstød, og derfor har man vurderet, at det var nødvendigt at fodre kysten med ekstra sand.

- Nu må de (sommerhusejerne red.) håbe, at det holder, og at stormen måske ikke bliver så slem som lovet, siger Mette Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland