Sommerland Syd indgiver konkursbegæring
Sommerland Syds nordjyske ejere har indgivet konkursbegæring.
To år i træk med dårligt vejr og svigtende besøgstal sender Sommerland Syds nye ejere i knæ. Direktør Søren Rask Larsen håber stadig, der kan findes finansiering til sommerlandets fortsatte drift.
Det har ikke skortet på rosende omtale, siden Sommerland Syd ved Tinglev i Sønderjylland for tre år siden blev overtaget af ægteparret Søren Rask Larsen og Anne Marie Larsen fra Nordjylland.
Så sent som i efteråret 2011 blev Søren Rask Larsen som den første modtager tildelt den nyindstiftede Sønderjyske Begejstringspris. Det skete med begrundelsen: "Danmark har brug for iværksættere, der både tør, kan og vil gå nye veje for at skabe vækst. En af de personer er den 48-årige nordjyde Søren Rask Larsen. I 2010 overtog han forlystelsesparken Sommerland Syd i Tinglev. I dag, to sæsoner senere, har han skabt en arbejdsplads for 90 medarbejdere, og et sted hvor flere end 100.000 gæster får en positiv og glad oplevelse. Derfor blev han den første modtager af Den sønderjyske Begejstringspris."
Forud for sæsonen 2012 var der i medierne anerkendende ord fra turismeeksperter, der roste den nye ejers beslutning om at sælge sommerlandets store rutsjebane og i stedet etablere en række nye forlystelser, som et led i en strategi om at fremtidssikre parken som Danmarks mest børnevenlige sommerland. Også fra sommerlandets gæster har der været mange roser til de nye ejere for deres initiativ og evne til at gøre den nu 27 år gamle forlystelsespark opdateret og tidssvarende.
Men en enorm indsats fra sommerlandets nye ejere og staben af dygtige medarbejdere ændrer ikke ved det faktum, at parken efter to sæsoner i træk med regnfulde, kolde somre og deraf svigtende besøgstal ikke har kunnet levere de forventede økonomiske resultater.
- Situationen er nu den, at vi ikke kan betale vores medarbejdere løn til den første september, og det er ikke mindst på den baggrund, at jeg i dag har truffet beslutningen om at indgive konkursbegæring. Jeg beklager dybt overfor vores medarbejdere, og vi er utroligt kede af, at vores gæster nu går glip af de sidste to åbningsweekender i sæsonen, siger Søren Rask Larsen.
At det dårlige danske sommervejr er gået hårdt ud over flere forlystelsesparker og andre turismevirksomheder generelt er ikke nogen nyhed, men med en relativ nylig overtagelse, store investeringer i vedligehold og uden den fornødne tid til at opbygge en solid kapital har Sommerland Syd været mere sårbar overfor udsving i indtægterne.
Derfor har parkens ejere igennem nogle måneder været på udkig efter en mulig investor. Der arbejdes med flere alternative modeller. Søren Rask Larsen håber, at Sommerland Syd kan genåbne til sæsonen 2013, med eller uden den nuværende ejer i spidsen.
- Vi vil fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at arbejde frem mod en løsning, så Sommerland Syd også kan åbne til næste år. Vi er helt åbne overfor, at en genåbning kan ske både som en fortsættelse af den nuværende strategi og som et led i et eventuelt nyt koncept. Man kan jo tænke sig flere mulige konstellationer. Selv vil jeg meget gerne fortsætte og være med til at drive Sommerland Syd videre sammen med en investor, og dukker der en køber op med egen ledelse, er jeg naturligvis behjælpelig med at overdrage forretningen på den bedste måde, siger Søren Rask Larsen.
Sommerland Syd har tilknyttet rådgivningsvirksomheden Business Broker A/S til i samarbejde med Søren Rask Larsen at afsøge mulige investorer og strategiske samarbejdspartnere, der kan medvirke til at sikre genåbning i sæson 2013.