Sommertid øger risiko for påkørsel af dyrevildt
Foto: Arkiv
Når vi stiller om til sommertid er der øget risiko for at påkøre vildt.
Natten mellem lørdag og søndag stiller vi om tid sommertid. Det medfører øget risiko for påkørsel af vildt, advarer Falck.
- Dyr kender ikke klokken, og overgangen til sommertid betyder hvert år et øget antal påkørsler af dyrevildt. Skiftet flytter myldretiden en time, og specielt i daggryet, hvor mange dyr vandrer, øges trafikken. I det hele taget bliver dyrenes rytme forstyrret af, at trafikmønstret bliver ændret, og det forhøjer risikoen for sammenstød mellem dyr og biler, siger Allan Bruun Rasmussen, der er Falcks dyre- og vildtkonsulent.
Rådyrene vil samtidig i den næste måneds tid skille sig af med sidste års lam, og det medfører hvert år hundredvis af trafikdræbte ungdyr, som uerfarne og stressede flakker rundt alene i naturen.
Bilister, der kører gennem naturområder, bør derfor være ekstra påpasselige.
- Der sker både ulykker med svær materiel skade som følge af dyrepåkørsler, men også dødsulykker. Årligt mister mindst to til tre personer livet efter sammenstød med dyr. Ikke af sammenstødet, men fordi de i panik forsøger at undvige og støder sammen med modkørende eller ind i et vejtræ, siger Allan Bruun Rasmussen.
Risikoen for personskade øges tillige i disse år, fordi bestanden af kron- og dåvildt er stigende, og det medfører et stigende antal påkørsler.
Allan Bruun Rasmussen giver følgende råd, som bilister bør følge, når de kører gennem naturområder i denne tid:
· Sæt farten ned og udvis agtpågivenhed, og vis derudover respekt for de opstillede advarselstavler med hjortevildt.
· Vær særligt opmærksom i daggry og skumring, hvor langt de fleste dyr bliver påkørt.
· Har du set et stykke hjortevildt krydse vejen foran dig, så kommer der sandsynligvis flere. Vildt krydser yderst sjældent en vej alene.
· Ser du vildt tæt på vejen, skal du ikke regne med, at det nødvendigvis bevæger sig væk fra vejen - det kan lige så godt finde på at springe ud foran bilen.
· Det bedste er at bremse og holde fast i rattet. Hvis en undvigelse forsøges, skal du køre bagom, da hjortevildt aldrig vil vende om.
· Er en kollision uundgåelig, forsøg da at ramme den bagerste del af dyret. På den måde minimeres risikoen for, at dyret kommer ind gennem forruden.
Hvis uheldet alligevel er ude, skal du underrette Dyrenes Vagtcentral på 1812.