Sønderjyske tvinger DM-finalen ud i syvende kamp
Foto: Preben Nielsen - eframe.dk
Sønderjyske vandt hjemme i SE Arena med 5-2 over Frederikshavn i den sjette DM-finale i ishockey.
DM-finalerne i ishockey får den allermest spændende afslutning, man kan forestille sig.
Efter søndagens 5-2 sejr til Sønderjyske hjemme over Frederikshavn i den sjette finalekamp, skal der falde en afgørelse på fredag, når de to hold mødes i den definitivt sidste kamp i serien.
Frederikshavn havde ellers muligheden for at afgøre DM-titlen til egen fordel i SE Arena i Vojens, men nøjagtigt som i de fem foregående kampe var det hjemmeholdet, der tog sejren - og igen var kampen åben til det sidste.
Sønderjyderne lagde bedst ud med en scoring allerede efter fire minutter ved Jordan Owens.
Så skete der ikke ret meget mere i første periode, men det gjorde der til gengæld i anden, hvor udvisningerne blev uddelt med rund hånd af dommerkvartetten.
Det resulterede i flere fem-mod-tre-situationer, og to af dem resulterede i mål, et til hvert hold.
Først udlignede Stephane Goulet for gæsterne, inden Patrick Asselin et halvt minut før sidste periodepause bragte Sønderjyske foran igen.
Og sønderjyderne stillede sig ikke tilfreds med 2-1. Efter at have brændt to kæmpechancer i begyndelsen af perioden, lykkedes det til sidst at bringe sig yderligere foran i en overtalssituation.
Så skulle føringen egentlig bare køres hjem, men dårlig sønderjysk disciplin kostede to udvisninger og var indirekte årsag til Frederikshavns 2-3-reducering ved Christian Schioldan.
Hjemmeholdet satte dog alt på plads med et kontramål tre minutter før tid, hvor samme Schioldan uheldigt fik sat skøjten på en tværpasning. Brock Hooton satte punktum med en scoring i tomt mål.
Sønderjyske har vundet seks gange DM-guld i historien, mens Frederikshavn har to guldmedaljer på samvittigheden.
De to hold mødtes også i pokalfinalen i februar, hvor Sønderjyske trak det længste strå og vandt 2-0.