Søren Kjeldsen får den Gyldne Golfbold

Mandag fik den nordjyske golfspiller Søren Kjeldsen titlen som Årets Golfspiller 2008, og fik overrakt Nykredit og Sportsjournalisternes Gyldne Golfbold.

2008 sæsonen startede jævnt for den nordjyske Søren Kjeldsen. Det blev til en del top 20 placeringer på Europatouren, men ingen store resultater.
Men da Europas 60 bedste golfspillere sidst i oktober mødtes på Valderrama, hvor Volvo Masters afholdes, tog tingene en anden drejning.

Søren Kjeldsen var på forhånd ikke regnet som en af favoritterne, men efter en indledende runde på 65 slag, så danskeren sig praktisk taget ikke tilbage, og kunne søndag eftermiddag hæve glastrofæet, som tegn på at han havde vundet Volvo Masters 2008.

Sejren betød en plads blandt de 50 bedste på verdensranglisten og dermed en invitation til at spille med i blandt andet British Open og US Open i 2009.

Sammen med den Gyldne Golfbold, fik Søren Kjeldsen en check på 25.000 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland