Nordjyske Bank vil have fingre i Nørresundby Bank, og nu bakker Spar Nord, der ejer aktiemajoriteten i Nørresundby Bank, op om et salg.
Det sker efter at banken tirsdag formiddag i en fondsbørsmeddelelse skriver at man har fundet aftagere til alle de aktier banken ville opnå i Nordjyske Bank efter et salg.
Salget af de mange aktier som Spar Nord ville få på hænde var et krav for at kunne bakke op om et salg af Nørresundby Bank, og nu skal salget så til afstemning på Nørresundby Banks ekstraordinære generalforsamling på torsdag.
Spar Nord ville ende med 13.8 procent af aktierne i Nordjyske Bank. Aktier som har en samlet værdi på omtrent 250 millioner kroner og som banken mener de er bedre tjent med at have til rådighed end ved at have dem bundet i Nordjyske Bank.
- Der er to ting i det. For det første får vi en gevinst ved at sælge aktierne, og det er jo altid rart. For det andet får vi frigjort en post i vores egenkapital på omkring en halv milliard, som vi skal stille til side for at have så stor en aktiepost, fortæller kommunikationsdirektør i Spar Nord Ole Madsen.