Spar Nord Bank med i redningsplan
Den nordjyske bank er med i regeringens redningsplan. Det betyder bl.a. at folk med Spar Nord aktier ikke får noget udbytte de kommende to år, ligesom at bankens ledelse ikke kan udnytte sine aktieoptioner.
Det skriver banken i en pressemeddelelse.
Den danske stat har udstedt en to-årig garanti for alle udlån og simple fordringer i danske pengeinstitutter. Det er banksektoren der skal administrere og finansiere redningsplanen igennem Det Private Beredskab. Her er Spar Nord nu med.
- Spar Nord Bank har i dag besluttet at bekræfte sit medlemskab af Det Private Beredskab, således at banken bidrager til og er omfattet af den nye statsgarantiordning, som løber fra 6. oktober 2008 og to år frem, skriver banken i pressemeddelelsen.
Samtidig med at bekræfte medlemskabet af Det Private Beredskab har Spar Nords bestyrelse besluttet, at der ikke vil blive udloddet aktieudbytte de kommende to år og at bankens ledelse ikke kan udnytte de såkaldte aktieoptionsbaserede ledelsesincitamentsprogrammer for 2008-10.