Spar Nord nåede næsten samme overskud som i rekordår

2015 blev et rekordår for Spar Nord, som kom ud med et overskud på over en milliard kroner før skat, og den nordjyske bank klarede sig næsten lige så godt i 2016.

Det var et fremragende resultat, Spar Nord skulle leve op til i det forgangne år. Den nordjyske bank kom ud af 2015 med et rekordoverskud på 1.074 millioner før skat, men 2016 nåede næsten niveauet fra rekordåret.

Spar Nord kunne torsdag præsentere et overskud på 1.028 millioner før skat i det seneste regnskabsår. Det skriver banken i en pressemeddelelse.

- Der er tale om et af de bedste resultater i bankens historie, som er drevet af en underliggende udvikling, der er positiv på de fleste områder. Så vi er meget tilfredse, siger Lasse Nyby, administrerende direktør i Spar Nord.

Resultatet for 2016 svarer til en forrentning på 10,7 procent af Spar Nords egenkapitel efter skat, og banken finder resultatet tilfredsstillende. En af grundene til, at Spar Nord ikke når helt op på 2015-niveau er blandt andet, at banken i 2015 havde en ekstraordinær indtægt på 226 millioner kroner fra salget af aktier i Nørresundby Bank.

Spar Nord tager i 2017 hul på en ny strategi, hvor banken satser på at øge den personlige relation til sine kunder.

- Vi har valgt en strategi, der handler om både at drage fordel af de muligheder, som den digitale udvikling giver, og samtidig levere den relevante, værdiskabende og ikke mindst personlige rådgivning, som vores kunder sætter pris på. På den måde vil vi sikre, at Spar Nord fortsat har en stærk appel i markedet, supplerer Lasse Nyby.

Spar Nords bestyrelse har indstillet til generalforsamlingen, at to tredjedele bankens overskud skal fordeles blandt aktionærerne. Det vil i så fald betyde, at der vil blive udbetalt fem kroner per aktie, hvilket samlet vil svare til en udbetaling på 627 millioner kroner. 

Årsregnskabet viser endnu et godt år for Spar Nord

 


Seneste nyt

fra Nordjylland