Spar Nord præsenterer stærkt regnskab og planer om lukninger

Spar Nord kommer ud af de første ni måneder af 2016 med et overskud på 690 millioner kroner. Det forhindrer dog ikke banken i at planlægge flere lukninger af filialer.

Et overskud på 690 millioner kroner efter skat og en egenkapitalforrentning på 11,9 procent. Det er de overvældende gode nyheder på regnskabsfronten fra Spar Nord, som netop har offentliggjort kvartalsregnskab.

Det betyder, at banken opjusterer sine forventninger til hele året med 100 millioner kroner.

Spar Nord forklarer i en pressemeddelelse selv de gode resultater med robuste indtægter, lavere omkostninger og faldende nedskrivninger på udlån. Og resultatet betegnes da også af bankens ledelse som "meget tilfredsstillende".

- Alt i alt synes jeg, der er grund til at være rigtig godt tilfreds med det regnskab, vi fremlægger i dag. Vi leverer et fornuftigt resultat og en tocifret egenkapitalforrentning - og den underliggende udvikling er positiv på de fleste områder, siger administrerende direktør, Lasse Nyby.

Sammen med regnskaber løfter Spar Nord en del af sløret for en ny strategiplan, der gælder fra 2017. Banken forventer, at de nye tiltag i planen vil kunne stimulere indtægterne med cirka 200 millioner kroner og samtidig sænke omkostningerne med 100 millioner kroner.

For at nå det mål vil Spar Nord fortsat reducere i antallet af afdelinger. Senest har banken lukket stort set alle afdelinger i og omkring Frederikshavn. Men det vil ikke gå ud over kundekontakten, lover direktøren.

- Med vores nye strategiplan bygger vi videre på vores største styrke, nemlig den nærværende og personlige rådgivning samtidig med, at vi udvikler tidssvarende digitale løsninger. Den personlige rådgivning kan via kompetenceudvikling og bedre systemunderstøttelse gøres endnu skarpere og dermed bane vej for styrket salg. Den digitale udvikling skal både bane vej for effektivisering og for en endnu mere relevant og værdiskabende kundebetjening, siger Lasse Nyby.

- Dermed forventer vi fortsat at kunne levere konkurrencedygtige resultater de kommende år, tilføjer direktøren.


Seneste nyt

fra Nordjylland