Sparbank: Ja til fusion med Spar Nord
Foto: Ib William Christensen
På en ekstraordinær generalforsamling i Sparbank har deltagerne givet grøn lys til den planlagte fusion mellem Spar Nord og Sparbank.
Danmarks sjettestørste bankforretning er et skridt nærmere en realitet. Ved en ekstraordinær generalforsamling i Sparbank har deltagerne godkendt en planlagt fusion med Spar Nord.
For at en fusion kan blive gennemført, skal den også godkendes på
Spar Nords generalforsamling, der finder sted den 13. november, hvorefter også Finanstilsynet skal sige ja.
Hvis alt går efter planen, vil der ifølge de to banker være tale om den første større og frivillige fusion mellem to sunde banker i nyere tid.
Efter fusionen vil banken, der fortsætter som Spar Nord, have omkring 320.000 kunder og 90 filialer.
Initiativet kommer fra Sparbank. Her har man overvejet forskellige muligheder for at være klar til nye kapitalkrav i 2015.