Speed-dating for frivillige foreningsfolk

Aalborg Kommune inviterer alle idrætsforeninger, spejderkorps, FDF'ere, hobbyklubber og politiske ungdomsforeninger til speed-dating på Foreningernes Dag.  

Det er Folkeoplysningsudvalget, der står bag arrangementet, som løber af stabelen i Nordkraft den 31. januar.

- Formålet med dagen er at give de frivillige foreningsfolk mulighed for at få opbygget viden og netværk til det kommunale system og andre aktører på området, samt at blive opdateret på alle de initiativer, der lige nu bobler i Aalborg, siger Keld Jensen, der er formand for Folkeoplysningsudvalget.

Med konceptet speed-dating får de frivillige mulighed for at komme i kontakt med en bred vifte af samarbejdspartnere og foreningsudviklere på meget kort tid. På cirka en time kan de frivillige nemlig nå at besøge fem såkaldte speed-dating-platforme (info-stande) og få viden og kontakter med hjem.

De frivillige kan vælge mellem 16 forskellige speed-dating-platforme.

Rådmand Anne-Dorte Krog, der er politisk ansvarlig for fritidsområdet, håber på, at rigtig mange tager imod invitationen og møder op til Foreningernes Dag.

- Vi vil gerne gøre det nemmere og sjovere at være frivillig i foreningslivet i Aalborg Kommune. Derfor er det vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at fortælle de frivillige om alle de mange muligheder de har og den store forskel de kan gøre, samt styrke samarbejdet mellem foreningerne, kommunen og de lokale organisationer, siger rådmanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland