Spild af tid: 63.000 uafhentede bøger
Det er ressourcespild, siger de på bibliotekerne i Aalborg. Her har de nemlig store problemer med, at mange lånere ikke kommer og henter de bøger, de har bestilt.
Det er ressourcespild, siger de på bibliotekerne i Aalborg. Her har de nemlig store problemer med, at mange lånere ikke kommer og henter de bøger, de har bestilt.
Det er med stor irritation, at Gitte Danielsen Kragh hver morgen stabler flere hundrede bøger, så de er klar til afhentning. Hun finder dagligt bøger frem til afhentning, som hun så ugen efter, må sætte på plads igen.
En undersøgelse viser, at hver femte bog aldrig bliver afhentet på bibliotekerne i Aalborg. Det svaret til, at bibliotekarerne årligt finder 63.000 bøger frem, som de alligevel bare kan lægge tilbage igen
- Selvfølgelig er det frustrerende at gå her hver dag og finde bestillinger, og så efter syv dage kan man genkende nogle af dem, man har fundet og så sætte dem på plads igen, siger Gitte Danielsen Kragh.
Alene i Aalborg spilder bibliotekarerne 8 timer om dagen, fordi bøgerne ikke bliver afhentet. Timer, der kunne bruges på mange andre ting.
- Vi kunne lave flere kulturelle arrangementer, flere it-undervisnings kurser, og vi kunne betjene gæsterne noget mere, siger bibliotekschef Bodil Have.
Hvis du som låner afleverer en bog for sent, får du en bøde. På samme måde mener bibliotekschef Bodil Have, at det skal give bøder, når bogen ikke afhentes.
-Hvis man indførte bøder, så ville man også helt sikkert slippe for en masse uafhentede reserveringer, og det vil også give os mere tid, siger Bodil Have.
Men det kræver en lovændring, hvis man skal give bøder til dem, der ikke afhenter deres reserverede bøger. En lovændring som Sundheds - og Kulturrådmanden støtter op om.
- Først og fremmest er det jo vigtigt, at borgerne påtager sig det ansvar at afhente deres bøger, men hvis ikke det kan afhjælpes på andre måder, så må vi jo indføre bøder, og derfor vil jeg også tage det op med ministeren, hvor vidt det er muligt at indføre bøder, siger Mads Duedahl.