Spillerne flygter fra Aalborg DH

Op mod et halvt hold kan være på vej væk fra Aalborg DH. Det erfarer TV2/Nord, der har været i kontakt med flere kilder, der mener at vide, at en række af Aalborg DHs etablerede spillere til sommer kan være fortid i klubben.

Allerede i november meldte landsholdsspilleren Stine Jørgensen ud, at hun skifter til FC Midtjylland.

- Jeg har haft lyst til at prøve en klub, der er lidt større, og hvor der er lidt flere spillere. Jeg har savnet lidt udfordringer i træningen, og det ved jeg, jeg får i FCM, siger Stine Jørgensen.

Tidligere på ugen kom det så frem, at også den stærke målvogter Ana Vojcic har fundet en ny arbejdsgiver. Randers HK får fra sommer glæde af serbiske Vojcic, der forlader Aalborg DH efter seks sæsoner i klubben.

- De har et stærkt hold, så jeg håber hvert fald, at vi kan komme til at spille i top fire. Efter seks år så vil man prøve noget nyt, siger Vojcic, der dog håber, at Aalborg vil klare sig godt fremover.

Men de to profiler ser altså ikke ud til at være de eneste, der siger farvel til Aalborg. Udover Stine Jørgensen og Ana Vojcic skulle det dreje sig om 5-6 øvrige spillere, hvoraf flere dem er vigtige førsteholdsspillere.

- Det kan nok hænge sammen med, at der ikke helt har været styr på tingene herude, og der har været mange forskellige direktører, og der har været mange, der sidder på pengene. Der er nok nogle, der søger en lidt mere stabil klub, siger Stine Jørgensen om de mange spillerafgange.

Ifølge flere kilder skyldes spillerflugten, at spillerne er trætte af den skiftende ledelse og Bøje Larsens måde at styre klubben på.

- Vi er gået i gang med at bygge et hold op, som vi ved, at vi kan bygge på, som har lyst til at spille, og som gerne vil være her. Og samtidig så skal vi have økonomien bygget op. Så er jeg ligeglad med, hvad rygtet siger, kan de ikke lide at være her, så må de finde et andet sted, siger Bøje Larsen, der er direktør i Aalborg DH til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland