Spøgelsesbilist: Chauffør var ikke i tvivl
Det var lastbilchauffør, Flemming Larsen, der i nat opdagede og stoppede en spøgelsesbilist på motorvejen nær Hjørring. Chaufføren vidste med det samme, at der var tale om en spøgelsesbilist, fortæller han.
Flemming Larsen kører i sin lastbil på motorvejen syd for Hjørring. Klokken er ca. 00.30 tirsdag aften, og Flemming Larsen er på vej hen på kasernen i Hjørring, hvor han arbejder. Pludselig ser Flemming Larsen hvide forlygter komme imod ham. Lysene er kun et par kilometer væk.
- På det tidspunkt er jeg slet ikke i tvivl, siger Flemming Larsen.
- Jeg er helt sikker på, at det er en spøgelsesbilist, fortsætter han.
Bilen kommer hurtigt imod Flemming Larsen, og ser ikke ud til at stoppe. Flemming Larsen bremser lastbilchaufføren op, og vender vognen, så den står på tværs af vejen.
- Det var det fornuftige at gøre, fortæller Flemming Larsen.
- Jeg var nødt til at afspærre vejen, ellers kunne det jo gå helt galt. Så jeg spærrede vejen og satte havariblinkene til, forklarer han.
Den modkørende bil tager farten af, og da den næsten er henne ved Flemmings Larsens lastbil, begynder den røde personbil at køre ud i rabatten. Flemming Larsen lukker døren op, for yderligere at spærre vejen af. Han går hen til bilen og henvender sig til den ældre dame, der sidder i bilen. Imens stopper en anden personbil, og en kvinde kommer ud og hjælper Flemming Larsen med at snakke med den ældre dame.
De to får den ældre dame overbevist om, at hun er på afveje.
- Hun var noget forvirret, og mente, at hun havde kørt den her vej mange gange før, fortæller lastbilchaufføren om den ældre dame.
Flemming Larsen og kvinden hjælper den ældre dame ind på passagersædet i kvindens bil. Derefter kører kvinden den ældre dame væk fra motorvejen. Flemming Larsen følger efter i sin lastbil, imens han ringer til politiet.
Politiet møder de tre ved den nærmeste afkørsel, og den ældre dame bliver overdraget til politiet.
- Det var lidt overvældende at der holdte tre patruljevogne og ventede på hende, siger Flemming Larsen.
- Men det var det rigtige at gøre, slutter han.