Spøgelsesbilist skabte panik i morgentrafikken

Det var rent held, at en 69-årig kvindes 50 kilometer lange køretur i det modsatte spor på motorvejen ikke endte i en ulykke.

Tirsdag morgen kørte en 69-årig kvinde fra Hjørring ned i det nordgående spor ved Vrå - men sydpå mod Aalborg. Politiet betegner det som et rent held, at den lange tur ikke endte i en ulykke.

Kvinden blev mødt af et massivt politiopbud ved Limfjordstunellen, hvor det lykkedes at få hende standset.

- Vi mødte op med alle de patruljevogne vi kunne samle sammen. Det er en meget vanskelig situation, for dels skal vi gøre alt for at forhindre at hun påkører andre - og dels skal vi også passe på os selv, fortæller vagthavende ved Nordjyllands Politi i Aalborg til TV2/Nord.

Kvindens kørekort var inddraget i forevejen, af helbredsmæssige årsager. Hun vil nu blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven samt efter straffelovens paragraf 252, for at sætte andres liv på spil.


Seneste nyt

fra Nordjylland