Spritbilister kørte galt og flygtede
Foto: TV2/Nord
To nordjyder havde natten til fredag mere travlt med at komme videre end med at fortælle, at de var kørt ind i andres ejendom.
Nordjyllands Politi anholdt natten til fredag to spritbilister, der begge var kørt galt i deres brandert, men som ikke ønskede at blive ved ulykkesstedet.
Først på aftenen blev bilen for svær at styre for en 48-årig kvinde fra Jammerbugten, der på Løkkenvej i Pandrup kørte direkte ind i en garage. Hun fortsatte efter ulykken videre i bilen, men vidner havde noteret sig bilens registreringsnummer og Nordjyllands Politi kunne på kvindens adresse fortælle hende, at hun måtte komme en tur på politigården for at give blod. Og denne gang ville hun få et lift. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen.
Klokken 0.30 kørte en 41-årig mand ind i en container på Skansevej i Nørresundby. Han stak af fra stedet til fods, men også i dette tilfælde kunne Nordjyllands Politi finde frem til bilisten ved hjælp af bilens registreringsnummer. Han blev fundet på en adresse ikke langt fra ulykkesstedet.
Begge bilister bliver sigtet for spirituskørsel.