Spurtsejr til Christina Watches

 Spurtsejr til Christina Watches

Det nye danske cykelhold Team Christina Watches-Onephone jagter det sidste wild card til Post Danmark Rundt. Derfor stillede de stærkt op til JCD-cykelløbet i Klarup søndag.

Med ti kørere til start viste holdet, at de var klar til at satse for at vinde søndagens løb i det nordjyske. og med på holdet til at køre sejren hjem var to unge kørere fra Aalborg - Martin Lind og Mads Hardal.

Og holdet var også dominerende fra start. 20-årige Martin Lind kørte selv med i et udbrud der rakte over 90 kilometer - men han blev kaldt tilbage på den sidste omgang for at hjælpe med at samle feltet, og køre den italienske profil Angelo Furlan i position til en spurtsejr.

Planen lykkedes - og Team Christina Watches-Onephone trådte et skridt nærmere et wild card.

- Det er fedt, at det lykkedes os at vinde i dag. Jeg ville selvfølgelig gerne selv have haft mere ud af det, men det er fint at vi ender med en sejr, sagde en tilfreds Martin Lind til TV2/Nord efter løbet.


Seneste nyt

fra Nordjylland