Stadig ingen penge fra Lykkebo

Som TV2/Nord fortalte for tre uger siden, så har Boligselskabet Lykkebo opkrævet ulovlige gebyrer for tillægsydelser som trappevask i deres lejekontrakter. En praksis de fortsætter med den dag i dag.

Helene Pedersen har boet til leje hos Lykkebo siden i sommer. På de fem måneder har hun betalt 1600 kroner i tillægsydelse for trappevask. Siden hun på TV2/Nord så, at det er ulovligt at opkræve gebyr for trappevask, har hun forsøgt at få sine penge tilbage. Men forgæves.

- Jeg sendte den første mail til dem lige efter udsendelsen på TV2/Nord den 23. november. Der svarede de tilbage, at ledelsen ville kontakte mig, men det er ikke sket endnu. Og det er den samme besked jeg får hver gang jeg skriver til dem, siger hun til TV2/Nord.

Ifølge en Højesteretsdom i 2009 må udlejningsselskaber kun opkræve den samlede husleje sammen med tillægsydelserne varme, vand og el. Ikke for eksempelvis trappevask. Alligevel er Helene Pedersen så sent som i december blevet opkrævet 200 kroner for trappevask.


Seneste nyt

fra Nordjylland