Stadig ingen spor: Nu går man på fjorden for at finde Jens
Foto: (Privatfoto)
Missing People Denmark er torsdag ude på fjorden ved Nibe for at finde spor efter 81-årige Jens Hvirvelkær, der har været væk i over en uge.
Jens Hvirvelkær, der natten til den 24 november forsvandt fra plejehjemmet på Sygehusvej i Nibe, er stadig sporløst forsvundet.
Nordjyllands Politi har tidligere været ude med patruljer, hunde og helikopter - men uden held. Politiet har stoppet deres eftersøgning, men Missing People Denmark er stadig på sagen.
De har endnu ikke opgivet håbet om at finde ham på land, men deres teori er lige nu, at han er faldet i fjorden under sin gåtur. Der er blandt andet blevet fundet et par briller, en kasket og et par strømper, men intet har vist sig at tilhøre Jens Hvirkelkær.
Derfor er de hele torsdagen ude i et område på fjorden, hvor de mener, han kan være faldet i. Her sender de flere kajakker og motorbåde ud for at lede efter genstande i overfladen, som kan have tilhørt Jens Hvirkelkær.
Helt konkret vil de især kigge på overfladen efter de sandaler, som den 81-årige mand formentlig havde på, da han forlod plejehjemmet i Nibe.
René Nielsen, der er organisationsansvarlig i Missing People Denmark, fortæller til TV2 Nord, at man vil eftersøge på fjorden, ind til solen går ned.