Statsadvokaten flytter fra Aalborg

De jyske statsadvokater skal i fremtiden samles i Viborg, og det betyder et farvel til arbejdspladser i Aalborg.

Folketinget har i dag vedtaget en lov, der fremover samler alle statsadvokaterne i Jylland på et kontor i Viborg. Herfra skal kontoret så betjene landsrettens afdelinger rundt om i Jylland - blandt andet den i Aalborg.

Venstre stemte imod forslaget, og folketingsmedlem Preben Bang Henriksen siger, at der ikke er nogen rationaliseringsgevinst i at samle statsadvokaterne et sted, og at det er med til at flytte job væk fra udkantsområderne. 

- Det er ærgerligt, for den ene dag er det jordbrugsarbejdet, så statsforvaltningerne, så DSB - og muligvis kommer der forslag om at centralisere størstedelen af skifteretternes arbejde ved Sø- og Handelsretten i København.  Så er det da i hvert fald tyndet ud blandt de statslige akademikere i Nordjylland stik imod den partnerskabsaftale, der er indgået mellem Staten og Vækstforum i Nordjylland om sikring af akademikere i udkantsområder, siger Preben Bang Henriksen.

I dag er de jyske statsadvokaturer placeret i Viborg, Aalborg og Sønderborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland